I dag går jeg i gang med at finde et par økobukser. Jeg har boet i træningsbukser siden jeg fødte, og vil gerne snart have et par lækre pæne bukser. Normalt ville jeg købe mig et par jeans, men det er rimeligt udelukket. Hvis jeg ikke kan finde nogen, må jeg jo sy selv, men jeg er bare ikke i humør til den slags syprojekter for tiden. Jeg har dog allerede kigget lidt på mønstre, bare i tilfælde af at det bliver nødvendigt.
Jeg købte en ammebh i økobomuld i går, og venter på den kommer med posten. Det er første gang jeg har købt tøj online og jeg er spændt på at se, om den passer.
10.01.2011
9.30.2011
Endnu mere søvn.
Det er sjovt som al min energi og tankevirksomhed bliver brugt på søvn. I går nat sov hun først kl. 5, men i nat allerede kl. 2. Så jeg er træt, men ikke udkørt.
Tilgengæld virker det ikke som om hun er helt vildt glad for tiden, eller også er hun bare mere kritisk og ikke så let at få til at grine længere. Det kan jo også være fordi hun er træt hele tiden.
Jeg bekymrer mig meget om, hvad jeg putter på hende og giver hende at lege med. Og det har fået mig til at tænke meget over, hvad jeg putter på mig selv. Jeg har ikke kunnet finde økojeans, så jeg gætter på min comboybukse-fetish er overstået for nu. Måske kan jeg være heldig at finde nogen der er øko, men jeg tvivler.
I det hele taget undrer det mig at det skal være så svært at leve bæredygtigt og økologisk. Det burde være normen snarere end undtagelsen at ting er produceret med tanke på miljøet og hinanden. Det er faktisk skidesvært at være et socialt menneske der tænker på resten af verden og ikke kun på sig selv.
Tilgengæld virker det ikke som om hun er helt vildt glad for tiden, eller også er hun bare mere kritisk og ikke så let at få til at grine længere. Det kan jo også være fordi hun er træt hele tiden.
Jeg bekymrer mig meget om, hvad jeg putter på hende og giver hende at lege med. Og det har fået mig til at tænke meget over, hvad jeg putter på mig selv. Jeg har ikke kunnet finde økojeans, så jeg gætter på min comboybukse-fetish er overstået for nu. Måske kan jeg være heldig at finde nogen der er øko, men jeg tvivler.
I det hele taget undrer det mig at det skal være så svært at leve bæredygtigt og økologisk. Det burde være normen snarere end undtagelsen at ting er produceret med tanke på miljøet og hinanden. Det er faktisk skidesvært at være et socialt menneske der tænker på resten af verden og ikke kun på sig selv.
9.28.2011
Mærkelig nat
Hun faldt i søvn allerede kl. 22.30 i nat. Vi måtte lulle lidt med hende et par gange, men da hun ikke var vågnet igen kl. 1, gik vi i seng. Hun vågnede nogle gange, men ikke nok til at hun ville op og ammes, og det var først kl. 6 hun rigtigt ville op. Så jeg fik 5 timers (næsten) uafbrudt søvn i nat. Til gengæld vågnede hun lidt i 8, og har kun sovet et par lure siden, og kun en halv time ad gangen, så der er alting normalt.
Jeg har endnu ikke besluttet, hvilket mønster jeg vil bruge til pusletasken, så den er på stand-by. Det hele har ligget fremme så jeg kan gå og kigge lidt på det nogle gange, men i aften er det rollespil, og så skal bordet jo bruges til noget andet.
Svigermor var her igen i dag for at gå en tur med Røskva. De ture er så rare, både for mig, der nyder lidt alenetid, men også for Røskva der får hygget sig rigtigt meget. Hun er altid i godt humør når farmor har været her. I det hele taget har det vist sig at Kristians mor er ganske fantastisk. Det har selvfølgelig krævet lidt af mig at give slip, men det har helt sikkert været det værd. Hun er heller ikke sådan én der vil bestemme alting og er meget opmærksom på mine ønsker og prøver at passe på med ikke at træde mig over tæerne.
Jeg har endnu ikke besluttet, hvilket mønster jeg vil bruge til pusletasken, så den er på stand-by. Det hele har ligget fremme så jeg kan gå og kigge lidt på det nogle gange, men i aften er det rollespil, og så skal bordet jo bruges til noget andet.
Svigermor var her igen i dag for at gå en tur med Røskva. De ture er så rare, både for mig, der nyder lidt alenetid, men også for Røskva der får hygget sig rigtigt meget. Hun er altid i godt humør når farmor har været her. I det hele taget har det vist sig at Kristians mor er ganske fantastisk. Det har selvfølgelig krævet lidt af mig at give slip, men det har helt sikkert været det værd. Hun er heller ikke sådan én der vil bestemme alting og er meget opmærksom på mine ønsker og prøver at passe på med ikke at træde mig over tæerne.
9.26.2011
Babytæppe
Jeg blev endelig færdig med babytæppet. Det er simpelthen sidste gang jeg gør sådan noget. Selvom det var småt (73x72 før jeg udspændte det), var det bare endeløse baner af et meget simpelt hulmønster. Suk. Jeg startede i efteråret da jeg blev gravid og strikkede nok en tredjedel inden jeg blev træt af det, og lagde det i en kurv, hvor det kunne ligge og kukkelure. Men nu er jeg færdig (indsæt fanfare).
Økologi
Jeg går meget op i miljøet, både for miljøets skyld, men også af mere personlige årsager. Jeg vil ikke betegne mig selv som fanatisk, men der er nogle ting der betyder meget. F.eks. køber jeg kun økologisk kylling og æg, da jeg kan være sikker på hønsene har haft det godt inden de blev slagtede. Det er ikke fordi vi skal lade være med at spise kød, for det er naturstridigt, synes jeg, men det er simpelthen noget svineri at pine dyrene inden vi slagter dem.
Nå men, en pige fra fødselsforberedelsesholdet gjorde mig opmærksom på oeko-tex certificeringen, som gives til varer der lever op til nogle krav om indhold af pesticidrester, farvestoffer og andre skadelige ting. Testningen bliver i Danmark udført at teknologisk institut. Det er simpelthen klamt, hvad man putter i stof. Der er naturligvis pesticider, som bliver brugt til dyrkningen af bomuld, men udover det er der tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer i farverne, som bliver fikseret med formaldehyd. Føj for..! . Efter at have surfet lidt rundt og læst om oeko tex, har jeg besluttet mig for at min familie fremover kun skal gå i økologisk-, oeko tex- eller genbrugstøj. Punktum. Der vil jeg tillade mig at være fanatisk.
Jeg ledte desuden efter en pusletaske, men der var kun sølle 1 i økologisk bomuld, ellers skulle jeg købe fra udlandet, så jeg endte med at gå ned i Stof n Stuff og købe noget stof til at sy én selv. Ekspedienten forsikrede mig om at alle stofferne er i gang med at blive certificerede, selvom de ikke har oeko tex-mærket endnu. Det blev noget fint uglestof og noget med grene. Det bliver dejligt at sy igen.
Nå men, en pige fra fødselsforberedelsesholdet gjorde mig opmærksom på oeko-tex certificeringen, som gives til varer der lever op til nogle krav om indhold af pesticidrester, farvestoffer og andre skadelige ting. Testningen bliver i Danmark udført at teknologisk institut. Det er simpelthen klamt, hvad man putter i stof. Der er naturligvis pesticider, som bliver brugt til dyrkningen af bomuld, men udover det er der tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer i farverne, som bliver fikseret med formaldehyd. Føj for..! . Efter at have surfet lidt rundt og læst om oeko tex, har jeg besluttet mig for at min familie fremover kun skal gå i økologisk-, oeko tex- eller genbrugstøj. Punktum. Der vil jeg tillade mig at være fanatisk.
Jeg ledte desuden efter en pusletaske, men der var kun sølle 1 i økologisk bomuld, ellers skulle jeg købe fra udlandet, så jeg endte med at gå ned i Stof n Stuff og købe noget stof til at sy én selv. Ekspedienten forsikrede mig om at alle stofferne er i gang med at blive certificerede, selvom de ikke har oeko tex-mærket endnu. Det blev noget fint uglestof og noget med grene. Det bliver dejligt at sy igen.
9.25.2011
Kolik
Røskva havde kolik til hun blev 2½ måned. Det var bestemt ikke den værste omgang jeg har hørt om, men det var heller ikke nemt. Hun græd timevis hver nat, ville ikke sove og var bare ked af det og trist. Jeg sov ikke rigtigt i den periode, måske omkring 4-5 timer i døgnet, og var fuldstændig udmattet. Men nu kan jeg ikke længere huske det. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvordan det var at falde udmattet om i sengen kl. 8 om morgenen efter en nat, hvor jeg havde vandret op og ned ad stuegulvet for at holde hende lidt i ro. Altså, jeg ved det skete, men jeg kan ikke rigtigt huske det. Ligesom kvalmen i starten af graviditeten, eller at jeg ikke kunne gå, eller nogle af de tusind andre problemer jeg havde, eller fødselssmerterne. Det er væk. Jeg er sikker på det er en biologisk reaktion for at sikre artens overlevelse, og det er jo ganske fantastisk at vi kan fuldstændig bilde os selv ind at det ikke var så slemt.
9.24.2011
Mere søvn..
I nat prøvede vi forsigtigt at lægge hende allerede klokken 1.30, så da klokken blev 2 lå jeg i min seng med en forventning om at hun var lige på nippet til at vågne. Klokken 5 vågnede jeg og skulle tisse, og der sov hun sødeligt, så jeg fik 3 sammenhængende timer i nat. Hun vågnede først kl. 6 og ville spise, og så puttede vi i dobbeltsengen til kl. 11.30.
Jeg var på vej ud af døren da Kristian kom (meget tidligere end forventet), og vi fulgtes til Beder, hvor hans mor passede Røskva. Jeg havde brugt det sidste døgn på at malke ud når jeg ammede, så der var noget modersmælk, så jeg kunne sove rigtigt længe hjemme ved Kristian. Det virkede selvfølgelig ikke, jeg kunne ikke sove fordi det var et uvant sted, og Røskva ville heller ikke rigtigt tage sutteflaske, så jeg var tilbage et par timer efter. Jeg nåede dog et rigtigt dejligt langt varmt bad uden risiko for at blive afbrudt af skrigende unge.
Kristians mor er ganske fantastisk. Hun passer Røskva rigtigt meget, for at aflaste mig, og det er simpelthen så godt. Også selvom det måske kun er en times tid en gang om ugen eller hveranden uge. Jeg sover for det meste når hun passer, men nogle gange er det også rart at få lidt tid til at chatte med KB eller bare læse nyheder på nettet.
Selvom det er hårdt med Røskva, så nyder jeg hende. De sidste par dage har hun bare været superglad, og har kun grædt ganske lidt, når hun skulle sove. Vi skal stadig gå med hende før hun falder hen, men det kommer vi til at arbejde med i løbet af de næste par dage. Det er tydeligt at hun ikke sover nok, fordi den halve time hun sover ad gangen om dagen, går meget hurtigt og hun er tit træt med det samme efter hun vågner. De sidste par dage, hvor hun har været glad, får jeg dog et kæmpesmil, og det gør jo livet værd at leve.
Jeg glæder mig til hun begynder at kravle. Jeg var hjemme hos Marianne i går aftes for at låne brystpumpen, og der var bare et mylder af unger. Den mindste kravler løs, og det er superhyggeligt. Det er vel også sjovere for hende at kunne bevæge sig lidt. Hun begynder nok ikke at kravle lige foreløbig, fordi hun nægter simpelthen at ligge på maven. Jeg vender hende hele tiden og hun brokker brokker brokker sig, indtil hun begynder at græde. Eller indtil hun stikker fingrene så langt ned i halsen at hun kaster op af det. Der er slet ikke styr på de fingre, men de skal bare i munden hele tiden. Det er ret fantastisk at se, hvor meget hun putter i munden. I det hele taget er det dejligt at se, hvordan hun udvikler sig. Hun er meget bestemt, og jeg håber det er noget hun tager med sig. Jeg vil så gerne for hende at hun får en klar forestilling om, hvem hun er som person. Både mens hun er barn, men især gennem teenagetiden og voksenalderen.
Jeg var på vej ud af døren da Kristian kom (meget tidligere end forventet), og vi fulgtes til Beder, hvor hans mor passede Røskva. Jeg havde brugt det sidste døgn på at malke ud når jeg ammede, så der var noget modersmælk, så jeg kunne sove rigtigt længe hjemme ved Kristian. Det virkede selvfølgelig ikke, jeg kunne ikke sove fordi det var et uvant sted, og Røskva ville heller ikke rigtigt tage sutteflaske, så jeg var tilbage et par timer efter. Jeg nåede dog et rigtigt dejligt langt varmt bad uden risiko for at blive afbrudt af skrigende unge.
Kristians mor er ganske fantastisk. Hun passer Røskva rigtigt meget, for at aflaste mig, og det er simpelthen så godt. Også selvom det måske kun er en times tid en gang om ugen eller hveranden uge. Jeg sover for det meste når hun passer, men nogle gange er det også rart at få lidt tid til at chatte med KB eller bare læse nyheder på nettet.
Selvom det er hårdt med Røskva, så nyder jeg hende. De sidste par dage har hun bare været superglad, og har kun grædt ganske lidt, når hun skulle sove. Vi skal stadig gå med hende før hun falder hen, men det kommer vi til at arbejde med i løbet af de næste par dage. Det er tydeligt at hun ikke sover nok, fordi den halve time hun sover ad gangen om dagen, går meget hurtigt og hun er tit træt med det samme efter hun vågner. De sidste par dage, hvor hun har været glad, får jeg dog et kæmpesmil, og det gør jo livet værd at leve.
Jeg glæder mig til hun begynder at kravle. Jeg var hjemme hos Marianne i går aftes for at låne brystpumpen, og der var bare et mylder af unger. Den mindste kravler løs, og det er superhyggeligt. Det er vel også sjovere for hende at kunne bevæge sig lidt. Hun begynder nok ikke at kravle lige foreløbig, fordi hun nægter simpelthen at ligge på maven. Jeg vender hende hele tiden og hun brokker brokker brokker sig, indtil hun begynder at græde. Eller indtil hun stikker fingrene så langt ned i halsen at hun kaster op af det. Der er slet ikke styr på de fingre, men de skal bare i munden hele tiden. Det er ret fantastisk at se, hvor meget hun putter i munden. I det hele taget er det dejligt at se, hvordan hun udvikler sig. Hun er meget bestemt, og jeg håber det er noget hun tager med sig. Jeg vil så gerne for hende at hun får en klar forestilling om, hvem hun er som person. Både mens hun er barn, men især gennem teenagetiden og voksenalderen.
9.23.2011
Søvn
Vi havde ellers haft nogle gode nætter, hvor Røskva sover fra kl. 2, indtil hun skal ammes, hvor hun så kommer hen i sengen med mig, men i nat ville hun slet ikke sove. Jeg er nok blevet mindre tålmodig, eller har bare lært at det alligevel ikke nytter noget, så vi så lidt film og hyggede, ammede en gang mere, og så kunne hun falde i søvn. Klokken var derfor næsten 4 inden jeg kom i seng. Hun vågnede kort tid efter, og kom over i dobbeltsengen, men Kristian kunne alligevel ikke sove for sin medicin, så jeg vi lå alene, og jeg fik sovet rigtigt godt. Jeg tog også Kristians dyne, og det var rigtigt godt at få lidt mere varme. Jeg skal vist have skaffet mig en varmere dyne eller måske skal jeg bare begynde at bruge dobbeltdynen igen.
I dag var Deluxe-mødrene på besøg. Det var bare så dejligt at se dem igen, og vi hyggede rigtigt meget. På et tidspunkt lå alle børnene på legemadrassen, på rad og række og storsmilede. Det var et fantastisk syn. Vi snakkede om pseudotvillinger, og jeg har efterfølgende læst lidt om det. Jo mere jeg læser desto mindre frygter jeg faktisk at få endnu én tæt på. Nu skal jeg lige tabe mig og være i bedre form inden det bliver aktuelt.
I dag var Deluxe-mødrene på besøg. Det var bare så dejligt at se dem igen, og vi hyggede rigtigt meget. På et tidspunkt lå alle børnene på legemadrassen, på rad og række og storsmilede. Det var et fantastisk syn. Vi snakkede om pseudotvillinger, og jeg har efterfølgende læst lidt om det. Jo mere jeg læser desto mindre frygter jeg faktisk at få endnu én tæt på. Nu skal jeg lige tabe mig og være i bedre form inden det bliver aktuelt.
9.22.2011
At blive mor..
..var en helt fantastisk oplevelse.
Efter en meget hård graviditet med bækkenproblemer, rygproblemer, ja alt-muligt-problemer fødte jeg endelige mit lille drømmebarn. Der lå hun på min mave helt fin og blød og fuld og slet ikke rynket som jeg ellers havde regnet med. NU skulle tiden komme, hvor vi rigtigt skulle hygge os og det skulle være os mod verden, hun var min lille elskling.
Men sådan er det jo ikke gået. Først var der kolik, som holdt os vågne i dagevis i træk, hvor hun bare græd og var ulykkelig, og nu vil hun ikke rigtigt sove. Efter hendes kolik havde hun fået vendt rundt på dag og nat, hun ville ikke sove om natten. Der har været utallige nætter, hvor vi har vandret op og ned ad stuegulvet for at få hende til at sove, indtil hun endelig faldt i søvn ved 6-tiden om morgenen. Det har været en kæmpe frustration for os, og hun har helt sikkert kunne mærke at vi har været frustrerede, for hun har enormt svært ved at sove nu. Det tager lang tid at falde i søvn, og hun vil stadig kun falde i søvn i vores arme og kun med masser af skrig og skrål. Vi er kæmper med at give hende gode sovevaner, efter et mislykkedes forsøg på at vende hendes døgnrytme er vi nede på at hun sover allerede kl. 2 om natten nu, men helst i dobbeltsengen ved sin mor. Vi plejer at lægge hende i hendes egen seng, og når hun så vågner kommer hun op til os. Det er en hård tid, og mest af alt er jeg ked af, at jeg ikke kan nyde min tid med hende. Men jeg elsker hende. Hun er jo supernuser, ikke?
Efter en meget hård graviditet med bækkenproblemer, rygproblemer, ja alt-muligt-problemer fødte jeg endelige mit lille drømmebarn. Der lå hun på min mave helt fin og blød og fuld og slet ikke rynket som jeg ellers havde regnet med. NU skulle tiden komme, hvor vi rigtigt skulle hygge os og det skulle være os mod verden, hun var min lille elskling.
Men sådan er det jo ikke gået. Først var der kolik, som holdt os vågne i dagevis i træk, hvor hun bare græd og var ulykkelig, og nu vil hun ikke rigtigt sove. Efter hendes kolik havde hun fået vendt rundt på dag og nat, hun ville ikke sove om natten. Der har været utallige nætter, hvor vi har vandret op og ned ad stuegulvet for at få hende til at sove, indtil hun endelig faldt i søvn ved 6-tiden om morgenen. Det har været en kæmpe frustration for os, og hun har helt sikkert kunne mærke at vi har været frustrerede, for hun har enormt svært ved at sove nu. Det tager lang tid at falde i søvn, og hun vil stadig kun falde i søvn i vores arme og kun med masser af skrig og skrål. Vi er kæmper med at give hende gode sovevaner, efter et mislykkedes forsøg på at vende hendes døgnrytme er vi nede på at hun sover allerede kl. 2 om natten nu, men helst i dobbeltsengen ved sin mor. Vi plejer at lægge hende i hendes egen seng, og når hun så vågner kommer hun op til os. Det er en hård tid, og mest af alt er jeg ked af, at jeg ikke kan nyde min tid med hende. Men jeg elsker hende. Hun er jo supernuser, ikke?
11.03.2008
Dreams
The dreams have come again. They washed over me like the tide, and I felt like I was drowning. The debris left on the sand after the waves retreated was me, broken, naked, hungry. I don't remember the curses they brought to be so bad, have they worsened or am I just getting older, more comfortable, and uneasy with waking up in the middle of the night, screaming, crying, panting, not able to shake the horror that is my nightmare?
The dreams are there all the time now. Even when I am awake I can feel them close to me. They beckon me, try to lure me closer, always promising light and laughter and the memories of youth. And when I succumb, and close my eyes to let the dreams wash over me once again, it happens more often than not, that the nightmares come. I even had the one dream from my childhood I had wished never to dream again. The one dream that I can do nothing against. The one dream that leaves me unable to breath, drowning in the feelings of helplessness.
And just last night I had barely closed my eyes before the vivid images of bloody accidents rammed against my will like an unstoppable force. I had not wanted to see a man get killed by a car, my evening was bad enough as it was. Luckily my husband came in and awoke me, so I didn't have to relive the horror all night. Thankfully he came in just before the screams, when everything was eerily silent. But today I am still waiting for the inevitable scream to come, and I try not to breathe too much, less I let the bubbling screams inside me come to life. Should I start to scream now, I wouldn't be able to stop as long as I have a voice. This is me awake, not sleeping, and I feel like the thin veil to the dreams will be utterly ripped, and I will have no bulwark against the unimaginable horror that is my sleep.
The dreams are there all the time now. Even when I am awake I can feel them close to me. They beckon me, try to lure me closer, always promising light and laughter and the memories of youth. And when I succumb, and close my eyes to let the dreams wash over me once again, it happens more often than not, that the nightmares come. I even had the one dream from my childhood I had wished never to dream again. The one dream that I can do nothing against. The one dream that leaves me unable to breath, drowning in the feelings of helplessness.
And just last night I had barely closed my eyes before the vivid images of bloody accidents rammed against my will like an unstoppable force. I had not wanted to see a man get killed by a car, my evening was bad enough as it was. Luckily my husband came in and awoke me, so I didn't have to relive the horror all night. Thankfully he came in just before the screams, when everything was eerily silent. But today I am still waiting for the inevitable scream to come, and I try not to breathe too much, less I let the bubbling screams inside me come to life. Should I start to scream now, I wouldn't be able to stop as long as I have a voice. This is me awake, not sleeping, and I feel like the thin veil to the dreams will be utterly ripped, and I will have no bulwark against the unimaginable horror that is my sleep.
9.22.2008
Efterår
Ja, egentligt har det jo været efterår i nogle dage nu, men i dag er det efterårsjævndøgn, som altså betyder at i dag er dagen og natten lige lang. Det næste halve år vil natten være længere end dagen, og derfor går vi nu ind i nogle meget kedelige måneder, hvis man kan lide lys, og det kan jeg. Min mand plejer at sige at jeg er en plante, fordi jeg visner helt når solen ikke skinner, og så er det ikke sjovt at bo i Danmark.
Men jeg nyder nu efteråret. I dag gik jeg en lang tur igennem Botanisk Have, som vi lige er blevet naboer til. Det småregnede, men det var dejligt varmt og når man går der helt nede i midten af det hele kan man næsten ikke høre traffikken, og så føles det næsten som natur.
Jeg var ude på Vestereng i går, hvor jeg plukkede æbler og hasselnødder. Der er så mange fantastiske æbletræer, og de fleste æbler ligger bare på jorden og rådner eller bliver spist af hvepse. Så passer det godt til et studenterbudget at kunne finde sine egne æbler. Selv er jeg ikke den vilde æblespiser, kun et par stykker om ugen bliver det til, men Martin spiser dem meget gerne. Så jeg plukker og plukker. Jeg fandt også mynte på mit hemmelige mynte-sted. Det er nu rart at have frisk mynte i huset, selvom det ikke holder sig friskt helt vildt længe.
Efterår er en dejlig årstid, hvis man kan lide at finde sin egen mad, selvom det måske kun er æbler, men bare det at gå en tur, og finde noget jeg ved jeg kan få glæde af senere gør mig meget glad. Jeg føler mig meget tættere på naturen, og det fjerner alle former for stress jeg skulle fedte rundt med. Jeg kan godt lide bare at gå en tur, men når der er et formål med det på denne måde, så er det meget sjovere. Jeg kan gå i timevis og bare lede efter bær, æbler og nødder. Hvis jeg bare går tur, bliver det sjældent til mere end en halv time. På denne måde får jeg både bevæget mit lidt OG jeg får frokost-tilskud, totalt godt at være mig, så. Jeg har også været ret glad i dag, næsten lykkelig. Og jeg er blevet totalt overskudsagtig, har bagt kage til varmemesteren og mine gravide veninder, og jeg har endda pakket det sidste af tøjet ud, og færdiggjort soveværelset. Denne optur må gerne fortsætte nogle måneder endnu!
Men jeg nyder nu efteråret. I dag gik jeg en lang tur igennem Botanisk Have, som vi lige er blevet naboer til. Det småregnede, men det var dejligt varmt og når man går der helt nede i midten af det hele kan man næsten ikke høre traffikken, og så føles det næsten som natur.
Jeg var ude på Vestereng i går, hvor jeg plukkede æbler og hasselnødder. Der er så mange fantastiske æbletræer, og de fleste æbler ligger bare på jorden og rådner eller bliver spist af hvepse. Så passer det godt til et studenterbudget at kunne finde sine egne æbler. Selv er jeg ikke den vilde æblespiser, kun et par stykker om ugen bliver det til, men Martin spiser dem meget gerne. Så jeg plukker og plukker. Jeg fandt også mynte på mit hemmelige mynte-sted. Det er nu rart at have frisk mynte i huset, selvom det ikke holder sig friskt helt vildt længe.
Efterår er en dejlig årstid, hvis man kan lide at finde sin egen mad, selvom det måske kun er æbler, men bare det at gå en tur, og finde noget jeg ved jeg kan få glæde af senere gør mig meget glad. Jeg føler mig meget tættere på naturen, og det fjerner alle former for stress jeg skulle fedte rundt med. Jeg kan godt lide bare at gå en tur, men når der er et formål med det på denne måde, så er det meget sjovere. Jeg kan gå i timevis og bare lede efter bær, æbler og nødder. Hvis jeg bare går tur, bliver det sjældent til mere end en halv time. På denne måde får jeg både bevæget mit lidt OG jeg får frokost-tilskud, totalt godt at være mig, så. Jeg har også været ret glad i dag, næsten lykkelig. Og jeg er blevet totalt overskudsagtig, har bagt kage til varmemesteren og mine gravide veninder, og jeg har endda pakket det sidste af tøjet ud, og færdiggjort soveværelset. Denne optur må gerne fortsætte nogle måneder endnu!
Writing again
I want to write. I can feel the little bubbles of inspiration that has been stymied for the past two years, start to rise to the surface, and form wrinkles in the clear waters that has been my writings for the past couple of years. Going to school and having a teacher that defines good as something only people who have gone to the university can achieve, less alone excellent, has clearly halted my otherwise great lust for words.
I can feel a lot words wanting to come out, stories that needs to be told. Tales of times past, that will show us the real road that is before us. Of the cyclic ways of man, almost forgotten but for a few secluded cults, of the constant call of nature, and of the growing problems that needs to be taken care of. This is our world now, a world that needs attention, a world that we cannot pass on as it is, a world that can be saved, if only we dared to try.
Also I am beginning to dream again. I can't help it, and all this energy is causing me quite some problems, when I try to concentrate on just studying. So I need to write, it needs to come out, and be put to paper.
I can feel a lot words wanting to come out, stories that needs to be told. Tales of times past, that will show us the real road that is before us. Of the cyclic ways of man, almost forgotten but for a few secluded cults, of the constant call of nature, and of the growing problems that needs to be taken care of. This is our world now, a world that needs attention, a world that we cannot pass on as it is, a world that can be saved, if only we dared to try.
Also I am beginning to dream again. I can't help it, and all this energy is causing me quite some problems, when I try to concentrate on just studying. So I need to write, it needs to come out, and be put to paper.
10.29.2007
On how to behave
Stop ignoring me! It doesn't make me go away, it just pisses me off!
If you have a problem with me, tell me! Let's talk about it, and see if we can come up with a solution. If not, at least I know not to count on you.
Dammit!
If you have a problem with me, tell me! Let's talk about it, and see if we can come up with a solution. If not, at least I know not to count on you.
Dammit!
Bean Sprouts II
I actually got the second portion of sprouts to work. I put them in the closet for a week, changing the water twice a day, and after a week they were finished. Very tasty, a more distinct taste of sprout, and not the taste of plastic one usually tastes when eating the version from shops. They were really good. BUt they were also extremely small, and gone in half an hour. I didn't put on another lot. I reserve my judgement a little while longer: Was it really worth the effort?
Raven
”Mum!” The girl pants as she runs toward the house. “Mu-um – Where are you?” She opens the gate to the garden with her foot, almost kicking it open. From inside the house three dogs come running. “No, down!” She tries to hold her hands away from the dogs. “What’s going on? .. Blossom? What’s happening? Get down Tinker. SIT!” The woman stops, looking at her daughter’s blood-soaked and torn clothes. The hair that the maid had spent almost half an hour on, this very morning, is hanging loose. In her hands is something fluffy, probably another one of the girl’s project. Some stray. “Blossom, you’re bleeding. And what did you bring home this time? Come on, let’s get you cleaned up.” “But mum. She’s bleeding, look!” She opens the hands a little, exposing a kitten. It’s cut up pretty bad. Then she starts crying. “Can you help her, mum?” The woman puts a hand on her daughter’s shoulder an leads her gently to the back of the house. As if the dogs understand that something’s amiss, they calmly follow, the big black one nuzzling the girl a little with its snout.
A man is sitting at the backyard with his son. The son looks to be the same age as the girl. The man appears worried at the spectacle, but the boy seems more curious, and a bit nervous. “This is my daughter, Luminous Blossom”, the woman says composed. “I apologise for the way she looks. Seems like she’s found another animal that needs her help. Why she looks that way, though, is really a mystery. This is Flaming Dragon and his son Raven. Your father will be working with Flaming Dragon. We are all hoping that you and Raven will get along well.”
The girl sniffs, and tries to pretend she wasn’t crying. She makes a small curtsey and looks pleadingly at her mother. “Excuse us a moment!” The woman leads the girl away into the house. She opens a cupboard and finds an old towel and spreads it on the table. “Now, let’s see what we’ve got.” The girl gently puts the kitten on the towel. It makes a weak sound that faintly resembles how cats sound like. The amount of the damage is clearer now. The kitten is bleeding from several wounds. It’s missing one ear, and part of the tail. It has several small puncture-wounds on the paws and one eye can only be closed partly, because the lid is cut. But the worst wound is the long cut on the belly. Blood is oozing from that wound, despite the girl still holding one hand over it, trying to squeeze it together. A flash of anger flares across the mothers face as she realise this has not happened by accident. She opens another cupboard and finds some salve and needle and thread. Then she gently moves her daughters hand away. She applies some salve, and sews up the wound. She washes the other wounds and applies salve to them too, all the while the girl stands quietly by. “Is she gonna be all right, mum?” The question is barely a whisper. “I don’t know honey. She needs rest. And she needs to stay warm. If you sit with her, I’ll get you a blanket.” The girl gently lifts the kitten from the table and sits in the corner. She tries to stop herself from crying. The woman comes back moments later with a cup of tea and a blanket, which she wraps around the girl. “Now, tell me what happened”. The girl looks up and tries to tell the story between sobs. “It was… some boys… I was walking home, and decided to cross through the forest. They were whooping and… yelling. Then I saw the kitten.” At this she starts to cry loudly and it takes her awhile to calm down. “They were… cutting… with a knife… and… she… she made this sound… like a thousand lotus flowers withered… So I couldn’t help myself… I kicked the one doing it… I am sorry for not behaving lady-like… And then they all started punching me… But I bit one. And I might have kicked another one in a very bad place. And while they were preoccupied with him, I… I got up… And then I grabbed the kitten and ran away… … … I am sorry I was in a fight mum, but can you wait with the punishment till she’s ok? I’m really sorry.” And then she starts crying again. The woman smiles sadly and puts her hand on the girls cheek, whipping away a tear. “It’s gonna be all right, my love.” And with this she leaves the girl alone.
The girl sits in the corner and talks soothingly to kitten. She is so occupied with it that she doesn’t notice Raven until he sits down next to her. She looks at him. Blood and tears have stained her face, but there is a compassion that makes her look special. He puts his hands on hers, while she is holding the kitten. His hands are so warm, and it flows into her hands and fills her. She doesn’t feel the bruises anymore, but only this curious warmth. They sit like this all night, his hands on hers, and as the morning light flows through the window, the kitten opens it eyes and looks at its’ rescuers.
A man is sitting at the backyard with his son. The son looks to be the same age as the girl. The man appears worried at the spectacle, but the boy seems more curious, and a bit nervous. “This is my daughter, Luminous Blossom”, the woman says composed. “I apologise for the way she looks. Seems like she’s found another animal that needs her help. Why she looks that way, though, is really a mystery. This is Flaming Dragon and his son Raven. Your father will be working with Flaming Dragon. We are all hoping that you and Raven will get along well.”
The girl sniffs, and tries to pretend she wasn’t crying. She makes a small curtsey and looks pleadingly at her mother. “Excuse us a moment!” The woman leads the girl away into the house. She opens a cupboard and finds an old towel and spreads it on the table. “Now, let’s see what we’ve got.” The girl gently puts the kitten on the towel. It makes a weak sound that faintly resembles how cats sound like. The amount of the damage is clearer now. The kitten is bleeding from several wounds. It’s missing one ear, and part of the tail. It has several small puncture-wounds on the paws and one eye can only be closed partly, because the lid is cut. But the worst wound is the long cut on the belly. Blood is oozing from that wound, despite the girl still holding one hand over it, trying to squeeze it together. A flash of anger flares across the mothers face as she realise this has not happened by accident. She opens another cupboard and finds some salve and needle and thread. Then she gently moves her daughters hand away. She applies some salve, and sews up the wound. She washes the other wounds and applies salve to them too, all the while the girl stands quietly by. “Is she gonna be all right, mum?” The question is barely a whisper. “I don’t know honey. She needs rest. And she needs to stay warm. If you sit with her, I’ll get you a blanket.” The girl gently lifts the kitten from the table and sits in the corner. She tries to stop herself from crying. The woman comes back moments later with a cup of tea and a blanket, which she wraps around the girl. “Now, tell me what happened”. The girl looks up and tries to tell the story between sobs. “It was… some boys… I was walking home, and decided to cross through the forest. They were whooping and… yelling. Then I saw the kitten.” At this she starts to cry loudly and it takes her awhile to calm down. “They were… cutting… with a knife… and… she… she made this sound… like a thousand lotus flowers withered… So I couldn’t help myself… I kicked the one doing it… I am sorry for not behaving lady-like… And then they all started punching me… But I bit one. And I might have kicked another one in a very bad place. And while they were preoccupied with him, I… I got up… And then I grabbed the kitten and ran away… … … I am sorry I was in a fight mum, but can you wait with the punishment till she’s ok? I’m really sorry.” And then she starts crying again. The woman smiles sadly and puts her hand on the girls cheek, whipping away a tear. “It’s gonna be all right, my love.” And with this she leaves the girl alone.
The girl sits in the corner and talks soothingly to kitten. She is so occupied with it that she doesn’t notice Raven until he sits down next to her. She looks at him. Blood and tears have stained her face, but there is a compassion that makes her look special. He puts his hands on hers, while she is holding the kitten. His hands are so warm, and it flows into her hands and fills her. She doesn’t feel the bruises anymore, but only this curious warmth. They sit like this all night, his hands on hers, and as the morning light flows through the window, the kitten opens it eyes and looks at its’ rescuers.
9.26.2007
Bean Sprouts
A friend lend me a book from the 1970'ies about living natural. Me being who I am, she figured I might like it.
First of: Wauw! That would have never worked today. It was messy, and the subjects wasn't in any perticular order. Also, the book had a gazillion different topics from 'How to bake your own bread' (I do that a lot) to 'make your own waste water treatment plant in the back yard' (Not in our time).
But on closer inspection, there was actually a few golden words, so I decided to read it.
In the middle of a topic about growing your own vegetables in the garden was a small 'how-to' about bean sprouts. Now, I've read about growing bean sprouts at home. Appearently vegetarians do that a lot. So I figured: Why not? It would be a nutritous supplement to my winter diet.
I took a deciliter og mungbeans, put them in a 400 gram jar. The beans covered about 2 cm of the bottom of the jar. Then I filled it with 3 deciliters of water. I put a net on the top of the jar, and secured it with a couple of rubber bands. I placed it in a dark cupboard for the night, and went to bed, a little curious about the eksperiment.
The next day felt a little like christmas. I woke up quite early and went to the cupboard to take a quick peak. Not much had happened. The beans had swollen to double size, but other than that, nothing. I went about rinsing the beans with plenty of water, but without touching them, as I could have a lot of bacterias on my fingers. Then I put them back into the cupboard, hoping for the best.
This went on a couple of days. Every morning I would look in the cupboard, and every morning the beans would dissapoint me. On the second night I saw the first sprouts, but nothing too overwhelming, though the beans had kept growing in size.
Then on the forth day, all of the beans had sprouted little tails. I also realised the jar would be to small, because the beans had now swollen so much in size, that they filled 1/3 of the jar. But being an optimistic, I continued with the project.
Yesterday I had to give up. The beansprouts filled the jar to a point where the water wouldn't come out of the jar again, resulting in the sprouts being in still water. They had went wouldy. Not much, but enough to stop the growth completely. Besides, who wants to eat mouldy sprouts? Not me.
So I threw away a filled jar of sprouts. My heart ached. And I started over. This time with only 1/8 of a deciliter in the same jar. I hope it will be better.
First of: Wauw! That would have never worked today. It was messy, and the subjects wasn't in any perticular order. Also, the book had a gazillion different topics from 'How to bake your own bread' (I do that a lot) to 'make your own waste water treatment plant in the back yard' (Not in our time).
But on closer inspection, there was actually a few golden words, so I decided to read it.
In the middle of a topic about growing your own vegetables in the garden was a small 'how-to' about bean sprouts. Now, I've read about growing bean sprouts at home. Appearently vegetarians do that a lot. So I figured: Why not? It would be a nutritous supplement to my winter diet.
I took a deciliter og mungbeans, put them in a 400 gram jar. The beans covered about 2 cm of the bottom of the jar. Then I filled it with 3 deciliters of water. I put a net on the top of the jar, and secured it with a couple of rubber bands. I placed it in a dark cupboard for the night, and went to bed, a little curious about the eksperiment.
The next day felt a little like christmas. I woke up quite early and went to the cupboard to take a quick peak. Not much had happened. The beans had swollen to double size, but other than that, nothing. I went about rinsing the beans with plenty of water, but without touching them, as I could have a lot of bacterias on my fingers. Then I put them back into the cupboard, hoping for the best.
This went on a couple of days. Every morning I would look in the cupboard, and every morning the beans would dissapoint me. On the second night I saw the first sprouts, but nothing too overwhelming, though the beans had kept growing in size.
Then on the forth day, all of the beans had sprouted little tails. I also realised the jar would be to small, because the beans had now swollen so much in size, that they filled 1/3 of the jar. But being an optimistic, I continued with the project.
Yesterday I had to give up. The beansprouts filled the jar to a point where the water wouldn't come out of the jar again, resulting in the sprouts being in still water. They had went wouldy. Not much, but enough to stop the growth completely. Besides, who wants to eat mouldy sprouts? Not me.
So I threw away a filled jar of sprouts. My heart ached. And I started over. This time with only 1/8 of a deciliter in the same jar. I hope it will be better.
1.22.2007
Snow
Yes, the snow came as anticipated.

It's beautiful, but also really treacherous. Underneath a thin layer of snow is a layer of slippery ice. I only waited for 7 minutes for the bus, and I witnessed two car accidents.
I hate that kind of weather. And I fear it. I year ago to the day, I fell down a staircase, and broke all the bones in my wrist. It still hurts, and I can't use my hand normally yet, probably never will be able to again. Sucks!
It's beautiful, but also really treacherous. Underneath a thin layer of snow is a layer of slippery ice. I only waited for 7 minutes for the bus, and I witnessed two car accidents.
I hate that kind of weather. And I fear it. I year ago to the day, I fell down a staircase, and broke all the bones in my wrist. It still hurts, and I can't use my hand normally yet, probably never will be able to again. Sucks!
1.21.2007
Inspiration
As some of you might know, I am getting married.. *cough*..
Anyway. There was a big brides fair today. I attended to get a lot of ideas. It was really nice. I wish I had a lot of money to spend on my wedding, but my father is not paying for the wedding, so I don't.
I am going to sew my own dress. And yes I know that "each stich will be a tear in my marriage..". But I believe that each penny I save will be a tear less in the marriage, so I am prepared to do the dress myself.
I know how it'll be. Green and golden, and with a lot of details on the corset.
This is the closest I come to have a picture of it:
Anyway. There was a big brides fair today. I attended to get a lot of ideas. It was really nice. I wish I had a lot of money to spend on my wedding, but my father is not paying for the wedding, so I don't.
I am going to sew my own dress. And yes I know that "each stich will be a tear in my marriage..". But I believe that each penny I save will be a tear less in the marriage, so I am prepared to do the dress myself.
I know how it'll be. Green and golden, and with a lot of details on the corset.
This is the closest I come to have a picture of it:
Jinxing it
I shouldn't have posted that last post about winter with fall-weather, cause now it's like some Goddess of nature woke up and said: "Wait a minute! Are you suggesting that I am neglecting my duties as a weather-Goddess?", and all of the sudden the weather has changed. The cold weather from up north has moved down here, and winter has come. It didn't take more than a couple of hours from my last post to snow. Unfortunately the temperature wasn't below zero, so the snow melted almost as soon as it fell. But me and my husband still had the time to make a little snowman.

Incidentally Mister Snowman is the first snowman I have ever made. He was almost as high as me, but he melted the next day. As you can see on the picture, he has a lot of mud on him. That is due to the lack of frost, so the ground was very muddy. So were we when we finally got inside.
As mentioned the weather was still rather warm when the snow fell, so it has still been very fall-like these last few days, but tomorrow they should be a very nasty freeze, so let's see how it'll all turn out. I am looking forward to it.
I should probably say a lot about global warming in this post, and rant about how this freaky weird weather is due to way to much carbon dioxide in the atmosphere, but I have promised myself not to be too political in this blog. I will only say this: Go see "An inconvenient truth" or read the book. It's worth your time and thoughts.
Incidentally Mister Snowman is the first snowman I have ever made. He was almost as high as me, but he melted the next day. As you can see on the picture, he has a lot of mud on him. That is due to the lack of frost, so the ground was very muddy. So were we when we finally got inside.
As mentioned the weather was still rather warm when the snow fell, so it has still been very fall-like these last few days, but tomorrow they should be a very nasty freeze, so let's see how it'll all turn out. I am looking forward to it.
I should probably say a lot about global warming in this post, and rant about how this freaky weird weather is due to way to much carbon dioxide in the atmosphere, but I have promised myself not to be too political in this blog. I will only say this: Go see "An inconvenient truth" or read the book. It's worth your time and thoughts.
1.18.2007
An entire winter of fall
So winter didn't come at all. We had a couple of days of really cold weather, and the rest have just been rainy and grey. Real fall-weather. I love rain, so I don't complain. But most of my friends do. I am just happy that there have been no frost. Ofcourse, now the weather forecast promises winter. That sucks. I really hope it shalln't last. I am getting kind of used to seeing bugs now, and would like, out of curiousity, to see what effects a mild "winter" will have on the eco-system.