Her er lidt stille..

.. jeg ved det godt. Men energien er ikke så stor for tiden. Faktisk kan den findes på et så lille sted, at jeg næsten har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. At tage opvasken er en kraftanstrengelse og de fleste lege med Røskva foregår liggende eller slængende på madrassen på gulvet.

Grunden er, at jeg bruger alt min energi på at bygge et nyt menneske. Indtil jeg har det bedre, vil min blogaktivitet være noget formindsket.

2 dage!!

Det er så lidt der er tilbage af min barsel og selvom jeg ikke er bange for at holde op med at være fuldtidsmor (for det holder man jo nok aldrig helt op med), så er det alligevel skræmmende. Skræmmende at der allerede er gået næsten 11 måneder siden jeg fødte, skræmmende at jeg kommer ud i den virkelige verden igen, som bliver fyldt med kedelige afklaringssamtaler og alt muligt andet man skal når man er arbejdsløs og mest af alt skræmmende, fordi tiden er fløjet afsted og aldrig kommer igen.

Men nøej, hvor jeg prøver at nyde de sidste par dage. I dag var jeg i biografen og en tur på Råbar, som jeg simpelthen æææælsker for tiden. I morgen skal jeg råhygge derhjemme under dynen med en god bog og forhåbentligt kommer der en god veninde forbi om eftermiddagen. Mhm, og så skal jeg da bage boller igen, tror jeg.

Maver og babyer

Der er en ting jeg lagde mærke til da jeg var gravid. For det første er maven allemandseje. Vildt fremmede mennesker kommer og gramser mig på maven midt på gaden. Jeg har ikke noget imod de folk der chatter mig op i bussen og spørger, hvornår jeg er sat til, om det er tvillinger (WTF?! Var jeg så tyk?), om det er en pige eller dreng og om vi har fundet på et navn, men det er altså lidt grænseoverskridende at blive gramset på sådan. Men det var jo dengang. Nu, hvor hun er blevet født, er det mest når jeg har hende i viklen at folk spørger ind til hende i bussen eller på gaden. Den eneste undtagelse er asiater. Indenfor den sidste uge er jeg blevet stoppet 3 gange på gaden, for at en asiat kan se min baby. Da jeg var ude at spise i mandags blev Røskva nærmest highjacked af en asiat, der endte med at sidde med hende og ville have taget billeder. Det er fint nok med mig, jeg er jo bare stolt af at de synes hun er sød og hun tager ikke skade af at møde fremmede mennesker - tværtimod, men jeg synes det er morsomt at der er så stor forskel på, hvad vi mener vi kan tillade os.

Gravid igen?

Jeg fik min menstruation i går. Det er sjovt, for efter så mange gange at have prøvet at blive gravid, er det ligegyldigt at jeg har en lille 4-mdrs guldklump, jeg blev alligevel lidt skuffet. Intellektuelt ved jeg jo godt at det er alt for tidligt at gå i gang igen, men samtidig kan jeg ikke helt lade være med at glæde mig til næste gang. At jeg så fik min gravide veninde på besøg, gjorde det jo ikke nemmere at være mig i dag.

Så jeg er topmotiveret for at tabe mig. Jeg vil have tabt mig inden jeg bliver gravid igen, ellers bliver det bare en skrue uden ende. Hvis jeg samtidig sætter det mål for mig selv, har jeg noget at glæde mig til, udover at være blevet lettere. At glæde sig til noget, gør jo også rejsen endnu sjovere.

Søvnproblemer

Som jeg nævnte tidligere var Malene og jeg i biografen. Bagefter gik vi op til Harald Jensens Plads i håb om at ungerne kunne falde i søvn. Røskva græd rigtigt meget, men Malene blev ved med at sige at jeg skulle lade hende ligge. Det kan godt være jeg har været lidt for god til at blive tyraniseret, så måske skal jeg kæmpe lidt for at acceptere at hun græder.

Da jeg endelig kom hjem, var hun dog stadig ikke faldet i søvn, og virkede lidt sulten, så jeg lagde hende til, og hun overfaldt nærmest mit bryst. Det var nok derfor hun ikke kunne falde i søvn i barnevognen.

På torsdag kommer Marte Meo-folkene og filmer os. Jeg håber de har nogle svar på, hvorfor Røskva er så meget en soveprut.