9.24.2011

Mere søvn..

I nat prøvede vi forsigtigt at lægge hende allerede klokken 1.30, så da klokken blev 2 lå jeg i min seng med en forventning om at hun var lige på nippet til at vågne. Klokken 5 vågnede jeg og skulle tisse, og der sov hun sødeligt, så jeg fik 3 sammenhængende timer i nat. Hun vågnede først kl. 6 og ville spise, og så puttede vi i dobbeltsengen til kl. 11.30.

Jeg var på vej ud af døren da Kristian kom (meget tidligere end forventet), og vi fulgtes til Beder, hvor hans mor passede Røskva. Jeg havde brugt det sidste døgn på at malke ud når jeg ammede, så der var noget modersmælk, så jeg kunne sove rigtigt længe hjemme ved Kristian. Det virkede selvfølgelig ikke, jeg kunne ikke sove fordi det var et uvant sted, og Røskva ville heller ikke rigtigt tage sutteflaske, så jeg var tilbage et par timer efter. Jeg nåede dog et rigtigt dejligt langt varmt bad uden risiko for at blive afbrudt af skrigende unge.

Kristians mor er ganske fantastisk. Hun passer Røskva rigtigt meget, for at aflaste mig, og det er simpelthen så godt. Også selvom det måske kun er en times tid en gang om ugen eller hveranden uge. Jeg sover for det meste når hun passer, men nogle gange er det også rart at få lidt tid til at chatte med KB eller bare læse nyheder på nettet.


Selvom det er hårdt med Røskva, så nyder jeg hende. De sidste par dage har hun bare været superglad, og har kun grædt ganske lidt, når hun skulle sove. Vi skal stadig gå med hende før hun falder hen, men det kommer vi til at arbejde med i løbet af de næste par dage. Det er tydeligt at hun ikke sover nok, fordi den halve time hun sover ad gangen om dagen, går meget hurtigt og hun er tit træt med det samme efter hun vågner. De sidste par dage, hvor hun har været glad, får jeg dog et kæmpesmil, og det gør jo livet værd at leve.

Jeg glæder mig til hun begynder at kravle. Jeg var hjemme hos Marianne i går aftes for at låne brystpumpen, og der var bare et mylder af unger. Den mindste kravler løs, og det er superhyggeligt. Det er vel også sjovere for hende at kunne bevæge sig lidt. Hun begynder nok ikke at kravle lige foreløbig, fordi hun nægter simpelthen at ligge på maven. Jeg vender hende hele tiden og hun brokker brokker brokker sig, indtil hun begynder at græde. Eller indtil hun stikker fingrene så langt ned i halsen at hun kaster op af det. Der er slet ikke styr på de fingre, men de skal bare i munden hele tiden. Det er ret fantastisk at se, hvor meget hun putter i munden. I det hele taget er det dejligt at se, hvordan hun udvikler sig. Hun er meget bestemt, og jeg håber det er noget hun tager med sig. Jeg vil så gerne for hende at hun får en klar forestilling om, hvem hun er som person. Både mens hun er barn, men især gennem teenagetiden og voksenalderen.

Ingen kommentarer: